Det var den teatertossede Rigmor Hyllested Pedersen der fik ideen til Egnsspillet i Fredensborg. På et besøg på Asminderød kirkegård opdagede hun hvor mange kendte der ligger begravet her. Hun så for sig at de en nat ”kunne stå op af graven” i et egnsspil. Ideen var god, men kunne ikke lade sig gøre. Dog kunne hun ikke slippe tanken og fik dramatikeren Thomas Malling og scenografen Jane Wessely med på ideen. En arbejdsgruppe af kulturinteresserede blev samlet og bunker af ansøgninger sendt ud. Det lykkedes at samle penge til det første spil, og ved et åbent møde meldte mange interesserede sig til at være med. Begyndelsen på Egnsspillet og de mange forestillinger om byen og dens historie var gjort og den første forestilling gik over brædderne i 1994.

Fredensborgs historie er nært knyttet til Slottet og Slotshaven. Byen opstod efter slottet var blevet bygget, og mange af byens indbyggere har levet af at servicere hoffet og de tilrejsende sommergæster. En del kunstnere slog sig efterhånden ned og blev fastboende, som f.eks. August Bournonville, Anne Marie Mangor og Niels W. Gade, andre besøgte byen hver sommer som f.eks. HC Andersen.
Den særlige blanding af kunstnere, landliggere og lokale er en del af Fredensborgs historie. Naturen er en anden. Her mødtes Natur og Kultur på spændende vis i guldalderen, og den mystik som Slotshaven rummede før i tiden, beskrives af både Johan Ludvig Heiberg i ”Syvsoverdag og senere af Holger Drachmann i ”En Overcomplet”. Det blev den gennemgående inspiration for Thomas Malling som dramatiker og instruktør og scenografen Jane Wessely og de gjorde mødet mellem de fornemme og de fattige til en del af Egnsspillets dna.

Det folkelige element blev ikke kun en del af dramaturgien, men virkelighed i arbejdet. Ikke alene bragte forestillingerne ofte mere end hundrede spillere på scenen, men bagved og omkring var der lige så mange i gang. Egnsspillet tiltrak dygtige amatører hvis talent i mange tilfælde matchede de professionelle, og både tømrere, lyd og lys-teknikere fra andre teatergrupper ydede en indsats. Uden det store engagement havde det ikke være muligt at skabe forestillinger med folkemængder, køretøjer, heste og vogne. Hundredvis af mennesker har gennem årene givet af deres tid og kræfter og fået masser af glæde igen. Familier med børn, pensionister og teenagere side om side, har udfyldt roller, solgt billetter, og stået bag disken i de mange boder og cafeer der altid er en fast del af spillene. En særlige indsats blev gjort af de mange der har syet kostumer til de forskellige tidsperioder, ligesom mange har siddet i de skiftende bestyrelser, styret regnskaber og billetsystemer.
Gennem årene har vi set børn og unge vokse op, og i nogle tilfælde endda stå på scenen med næste generation ved hånden. Vi har set andre blive voksne og gå videre til det professionelle teater. Og vi har måttet se kære spillere gå bort, nogle gamle, og enkelte desværre i alt for tidlig alder. Sådan som livet nu engang er.

Egnspillet og senere Madam Mangor blev efterhånden mere og mere kendt i det lokale område, og tilmed udenfor. Den komiske leg med fortid og nutid viste sig at være populær, og madammens brug af visuelt overraskende effekter blev et kendetegn der tiltrækker et stort og trofast publikum. I forestillingerne dukkede genkendelige roller op, som f.eks. den sure borgmester og hans snobbede kone, der hundsede med deres under-dog. Både fine og fattige, historiske og som frit opfundne, gjorde entre, ikke mindst HC. Andersen (både i luftballon og på væltepeter) og stykkernes ide med frækt at blande aktuelt stof med det historiske blev et kendetegn sammen med den visuelle leg, de raffinerede kostumer og brugen af film i teatret. 
Uden at nævne de mange medvirkende ved navn, må et par dog fremhæves. Spillets moderlige ophav, Rigmor Hyllested Pedersen, der også gav liv til rollen som Madam Mangor i forestillingerne, og Tom McEwan der kom til at stå i front på scenen i mange roller og blev et trækplaster for Madammen.

Vil du vide hvad instruktøren kan fortælle, så klik her..