Det var i 1992, at Rigmor Hyllested fik på den ide at spille teater om Fredensborgs fortid. Hun havde været en tur på Asminderød kirkegård og set hvor mange berømtheder der ligger begravet der. Så ringede hun til mig og spurgte om jeg ville komme derned. Jeg svarede at det var for tidligt, men hun ville faktisk ikke begrave mig, men grave nogle af kendisserne op – lave et spil hvor de stod op af graven for en aften og fortalte deres historie. Det var en skøn ide – den kunne bare ikke lade sig gøre. Der var ikke plads til publikum mellem alle gravene.

Men tanken om at lade Fredensborgs fantastiske forhistorie genopstå blev ikke begravet.
Heroppe kom nemlig alle guldaldertidens kendte som H.C.Andersen, Kierkegård, Madam Mangor, Bournonville, Drachmann, Niels W. gade og senere Olaf Poulsen, Adam Poulsen og Johannes ditto for at slippe ud af den kvælende og indelukkede hovedstad i sommervarmen.
Her på pensionaterne mødte de alle de der servicerede slottet og de rige - håndværkere, soldater, tjenestefolk, bagere og ligkistesnedkere. For en forfatter et rent konfekt-fad at tage af når man skulle skrive. Her kunne man lege med historien til glæde for nutiden – og det var det vi ville.

Vi nedsatte en arbejdsgruppe, med Rigmor i spidsen, balletdirektrice Randi Louw, Jane, Leif David Nielsen, Jørgen Valenthin og mig, og med Smut, Rigmors mand, som satellit. Vi skaffede penge, spillested og 98 entusiastiske skuespillere, jeg skrev et stykke og vi kaldte os Egnspillet i Fredensborg.

”OM HUNDREDE ÅR ER ALTING GLEMT”  

Den 19. juni 1994 kl. 20. havde vi premiere på ”Om Hundrede År Er Alting Glemt”. Den handlede om en balletopførelse i Slotshaven til gavn for de koleraramte i 1853. En historisk forløber for Corona’en og en epidemi der lagde 6.600 københavnere i graven.

Balletmester Bournonville og Madam Mangor, der begge boede i Fredensborg, var begge kendte for - ved siden af deres kunstneriske virke – at arbejde for fattige og syge, ikke mindst de tusinder af lemlæstede soldater fra 1848 og 64. I kolerasommeren 1853 ville de hjælpe de ramte ved at samle penge ind ved et balletdivertissement i Slotshaven.

Disse brave folk lod vi så genopstå på scenen, hvor de sloges med de kyniske pengemænd og deres snobbede koner, der var søgt op til Fredensborg for at undgå smitten i Kjøbenhavn. Det hele endte dog godt! Trods dødens skygge hvilede over kolerasommeren, så vandt de gode, og de elskede fik alle hinanden til sidst.

Jane havde designet en stor danseestrade og smukt tårn til musikken, og tømrere og teknikere byggede løs. Benneweis forærede os en publikumsopbygning og byorkesteret meldte sig under fanerne med klingende musik.

Der blev sunget, danset, snedkereret, bygget og øvet, samt syet hundrede kostumer fra 1850’erne! Hvordan det kunne gøres aner jeg ikke, men de kostumer blev grundstammen i vores beholdning, og nye kostumer er hele tiden kommet til ved vores fantastiske syersker gennem årene, så vi i dag nok har en 500 stk.

Jeg skal sent glemme generalprøven på vores første forestilling! Det havde regnet i dagevis. Alt var vådt, men vi skulle jo igennem, så alt kunne være klar til premieren dagen efter. Alle råbte deres replikker så højt de kunne, men ingen kunne høre et ord, for regnen trommede på paraplyerne. Kostumerne kunne ikke ses, for spillerne måtte have regnslag og sydvest på og jeg glemmer aldrig, da Midgårdsormen på tyve meter kom ind på scenen for at dø for heltens sværd. Det gjorde den så i øsende regn, fyldt af glade mennesker der var våde til skindet, mens helten savede den midt over, så hver del af den kunne gå hvert til sit. Det gjorde vi også, og trøstede hinanden i galgenhumoristisk stemning, skønt vi vidste at premieren var næste dag.

Dagen oprandt. Det regnede stadig. Om natten havde det blæst så hårdt, at teltene havde lagt sig, og vi havde måtte holde på dem. Alle spejdede mod himlen, men ak! Klokken blev 19 og publikum begyndte at komme, iført regntøj og med paraplyer - en del var naturligvis blevet væk, selvom de havde bestilt billetter. Aflysningen truede. Men Kl. 5 minutter i 20 brød solen frem, regnen hørte op og den smukkeste aften oprandt.

Det var i øvrigt lykkedes at få Dronningen og Prinsen til at komme. Der blev indkøbt cigaretter af det mærke hun ryger og en kostbar hvidvin hun holdt særligt meget af. Alle sejl var sat til på dagen, som i øvrigt var min fødselsdag.

Hofmarskallatet havde meddelt fra hvilken side dronningens bil (Krone 1) ville ankomme, og en komite med blomsterbørn havde taget opstilling på stedet. Jane og jeg og Rigmor holdt os beskedne i den anden ende af pladsen. Alle stirrede den vej, den store limousine skulle rulle frem, men den kom pludselig ind fra den anden side, og holdt lige bag Jane, mig og Rigmor til skuffelse for de kongetro.

Så gik vi ellers i gang og alt gik fint og til vores store glæde morede både Prinsen og Dronningen sig kongeligt. Især syntes Prinsen godt om teksten, på trods af at der var mange danske underfundigheder i den, og dronningen nød scenografien og syntes at det hele var som taget ud af guldalderen. Alt gik som det skulle - frem til pausen. Her skulle dronningens vin skænkes til hende og Prinsen, men ingen kunne finde de dyre flasker! Jeg havde derimod købt noget billigt sprøjt (4 for en hund – i Irma) for at byde alle på et fødselsdagsglas efter forestillingen når dronningen var taget hjem. Nu var der ikke andet at gøre, end at servere den billige vin for dronningen, og en serveringsfrøken fra stykket lagde et viskestykke rundt om flasken og skænkede op til majestæten, der smagte på druen og udbrød – ”den er da interessant” mens hun skelede ned til viskestykket der var gledet til side og hvor hun kunne læse at der stod Irma-vin på flaskehalsen.

Det var også den aften, hvor én af hestene faldt om på scenen. Ind kørte Frederik den syvendes bryllupskarat forspændt fire heste og Frederik den VII og Grevinde Danner steg ud, og indtog den trone, der på majestætsformende vis var rejst oppe bag tilskuerrækkerne. Man da kareten skulle køre ud, fik én af hesten sit bagben op over vognstangen, og faldt om med et brag på scenen - og blev liggende! Alle rejste sig forskrækkede, men Dronningen sagde ”tag det roligt” med myndig stemme; hun er jo medlem af lottekorpset, og hendes bodyguards der allerede havde hånden i inderlommen, faldt til ro. Jeg så i ånden, at den faldne hest nu skulle aflives, for øjnene af den samlede presse, alle snobberne der elsker heste, og de børn der var til stede. Jeg forestillede mig allerede Falck manden med pistolen og hele det blodige spil, når den døde hest skulle trækkes ud og koges til sæbe. Men vores gamle kusk, Johannes, steg sindigt ned fra bukken og lossede den faldne hest i røven, så den sprang op som et føl. Vognstangen var knækket, men det lykkedes at få kareten hevet ud og folk klappede. Næste dag var billedet af den faldne hest på forsiden i amtsavisen, og vi fik udsolgt!

Og vi fandt dronningens vin! Den delte vi ud til de fattige og jeg kan fortælle, at den smagte fortræffeligt. Samme efterår blev Jane og jeg og Rigmor budt til taffel på slottet. Efter middag i kuppelsalen var der kaffe og cognac i paulunerne, og knap havde jeg forsynet mig med én af Prins Henriks cigarer – en stor havaneser med mavebælte med et gyldent H - før jeg blev prikket på skulderen af hofmarskallen. Jeg tænkte først at han ville have mig til at lægge cigaren tilbage, men nej – jeg skulle værsgo sætte mig i en lænestol ved siden af hendes majestæt der tronede i en sofa. Jeg rakte hofmarskallen cigaren med ordene:”hold den sålænge” han rystede på hovedet og skubbede mig med pegefingeren hen til den stol jeg skulle sidde i. Jeg satte mig lydigt og bemærkede at min stol var lavere end majestætens sofa. Da hofmarskallen havde skubbet sat mig på plads, prikkede han en anden audient på den anden side af sofaen på skulderen, og viste med et hovedkast at han skulle smutte.

Dronningen ville vide hvad jeg ellers havde lavet, og jeg fortalte om de forskellige forestillinger på scenerne rundt om, og hun nævnte at hun havde en ide med et hække-teater. Jeg så straks mig selv som teaterdirektør i den kgl. have, hvor hækkene skulle udgøre kulisser, så de kongelige kunne agere med dans og syngespil og des lige. Jeg så mig selv i uniform og med sikker pension, men det blev aldrig til noget.

Vi var en broget flok, unge og gamle, små og store, nogen har siden gjort teatret til deres levevej, som Theresa Sølvsteen der trådte sin barnesko i græsset på pladsen og nu er skuespiller. Hertil kommer alle de kære der er borte, som Erik Ryssing, der her var borgmester Brokmann for første gang, og hundsede med sin Henriksen. Som Lisbeth Lyngbye, der var pensionats-værtinde og John Lyngbye, der mod sin vilje måtte debutere som gadebetjent og Uno, hattemager og talentfuld spiller, der nu syer englevinger et sted.

”Om hundrede år” skulle have været en enlig svale, men vi havde fået overskud, 16.000 vistnok, og for dem købte vi en container og pakkede det hele ned i, overbeviste om, at vi måtte lave noget året efter. Der gik dog tre år før vi kom på banen igen.

 

”DEN STORE DAG” 1997 Plakat af Des Asmussen.

Det gjorde vi med ”Den Store Dag” hvor et tosset jubilæum blev omdrejningspunkt for en historie der blandede ”Svinedrengen”, ”Der Var Engang” og ”Elverhøj” sammen med Tivoliseringen af Fredensborg til en crazy cocktail. Nye navne kom til, Jan Elle var blandt de proffe og en ny H.C. Andersen kom ind på væltepeter (velocipede) i skikkelse af Gorm Worsaae. 

Når man laver teater udendørs, går meget af tiden med at se op på himlen. Det gjorde vi også, for vejret var lusket det år. Én forestilling måtte aflyses helt, og en anden halvt. Den sidste husker jeg især. Midt i den afgørende fægtekamp mellem Mikkel Arendt (nu skuespiller på det kgl.) og Steen Lünell, nu teaterdirektør i Hillerød, stod regnen ned så scenen sejlede og de to duellanter skøjtede rundt som Bambi på isen. Bag dem flængedes himlen af gigantiske lyn, der fik de medvirkende børn til at hyle af skræk. Det var flot.

Cirkus Kønig 1999
I Søllerød havde man fået den ide at fejre grundloven der jo blev til i juni 1849. Det skulle ske med en forestilling, og den blev jeg bedt om at skrive og instruere. Madam Mangor skulle være samarbejdspartner og vore talentfulde spillere blandes med de mange lige så talentfulde blandt værterne i Holte.

Cirkus Kønig foregik i et cirkustelt og udspillede sig en aften i juni – efter premieren på en cirkusforestilling der snart skulle ud på vejene. I cirkus var alle social-klasser repræsenteret fra de nederste ”knyster” og laveste artister til direktøren og de franske klovne. Et billede på samfundet, styret af en enevældig direktør ved hjælp af en såkaldt Bulletin, som er en håndfast lov, der kort og godt siger at direktøren bestemmer alt.

Men de fattige manegefolk, dummepeterne og udbryderkongerne gør oprør sammen med de letlevende kvinder, og alt ender med en ny Bulletin der bygger på tankerne om ligeværd og fælles ejendomsret. Mere socialistisk kunne det ikke blive, og som om det ikke var nok, fik også de tiggende børn, de vantro, de homoseksuelle og de tossede deres plads i fællesskabet. Et nyt samfund var blevet til, ikke mindst takket være tankerne bag grundloven, der i princippet betød, at Danmark undgik en revolution. Og således kunne Cirkus Kønig drage ud på en ny turne. Forestillingen havde selvfølgelig premiere den 5. juni.

”HC@ndersen.dk” 2001 Plakat af Des Asmussen

Jeg gør det aldrig mere sagde Jane, ikke udendørs i hvert fald tilføjede hun heldigvis, og så gik jagten på at finde et sted med tag over hovedet i gang. Det blev Den Gule Lade hvor vi rykkede ind i 2001 med ”HC@ndersen.dk” der blev en historie om digterens besøg på en herregård – og hvad man kan finde på at gøre med hans eventyr, når man vil lave musical ud af dem. Vi rejste et helt lille teater inde i Den Gule Lade, og der blev knoklet som aldrig før, for at skabe et spillested.
Det var som at drage i felten; der skulle graves og flyttes med bulldozere og ryddes op, der skulle indrettes lokummer og sættes publikumsopbygning op og jeg ved ikke hvad – for der var ingenting - ikke andet end enorm plads, mængder af skrammel og kartoffelkasser, samt udsigt til marker og træer. Her kom nye kræfter til. Efter samarbejdet med Søllerød, ragede vi nemlig gode folk til os.

I handlingen er den berømte digter inviteret til at overvære premieren på ”Den lille pige med Svovlstikkerne”, som den snobbede godsejerinde Fru Brun har omskrevet og opsat på en lille kopi af det kgl. teater. Da Andersen overværer en prøve, bliver han dårlig; det viser sig at Fru Brun – ligesom en samtidig amerikansk forfatterinde - har omskabt hans tragiske historie til en musical med happy ending. Digteren magter ikke at sætte foden ned, men må til sengs – efter naturligvis at have fået sin aftensmad – lam i asparges. Om natten vil han flygte fra herregården, men møder virkelighedens ”lille pige med svovlstikkerne” en fattig forældreløs pige. Hende trøster han med ord om, at når tusindtallet skifter vil alt blive godt. Humanismen vil sejre og de tekniske fremskridt skabe en bedre verden.
På vej væk i drosken falder digteren i søvn og ankommer i drømme til 2001! Her oplever han alle nutidens ”velsignelser”, ikke bare rockerne ”The ugly ducklings” der lader ham køre bag på rockerkongens Harley, men at medvirke i et tv program, der ikke fokuserer på hans eventyr, men på hans seksuelle orientering. Da han til sidst ser, at den lille pige med svovlstikkerne skal dø for åben skærm for at trække publikum til, flygter digteren fra vor tid og tilbage til sin egen.
(Da vi senere så, hvordan man fejrede H.C. Andersen ved den officielle hyldest i 2005 opdagede vi, at vi havde været forud for vores tid)

Digteren vender tilbage til 1860 med styrke til at sætte foden ned. På premieren bliver Fru Bruns sødsuppe af et syngespil, i hvilket en venlig grosserer tager den fattige pige til sig og redder hende fra døden, afløst af Andersens egen optræden. På scenen læser digteren sit barske eventyr højt, sådan som det var tænkt og som det lever videre i vor tid.

MM bliver en forening!

I 2002 blev det, der indtil da havde heddet Egnspillet i Fredensborg, til teaterforeningen Madam Mangor. Grunden var, at Rigmor ikke skulle gå fra hus og hjem, hvis der blev et større underskud. Navnet tog vi efter den rolle hun hver gang havde spillet, den navnkundige kogekone med det skarpe blik for det forlorne, hvad enten dette var hare, skildpadde eller oppustede personager. I forestillingen nød hun at punktere den lille selvglade borgmester og forstod at samle lokale kræfter og røre noget sammen, når kulturen var i knibe. At Rigmors egne holdninger her flettedes sammen med den historiske Mangor, er den slags tilsnigelser der kan forsvares som kunstnerisk frihed.

Men den grundlæggende historie om det opstyltede der lider skibbrud og kulturen der reddes af de almindelige mennesker, har været basis i mange af forestillingerne og kan ikke fortælles for tit. Det er også Madammens opgave i denne kommune, og mange, mange mennesker spørger stadig om vi ikke snart gør det igen.

”DANEFÆ” 2004 (plakat af Linda)
Den Gule lade kom til at huse to andre forestillinger. I 2004 satte vi ”Danefæ” om danskerne som slavehandlere på scenen. Her havde vi fokus på Vestindien og slavehandlen, og fik vi lokket Tom McEwan og Terese Damsholt med. Tom som den forklædte Frederik den Syvende, på jagt efter danefæ og undervejs frit svævende mellem himmel og jord som en ti tons kalkun (hans eget udtryk!) og Terese der med sin eminente replikbehandling skabte en dejlig grevinde. Med den grovkornede ligefremhed som stykket behandlede den hvide overklasse og den sorte underklasse, ville stykket ikke have overlevet censuren i vore dage. Og dog! Den der kan læse mellem linjerne og fatte hvad satiren vil, forstår også på hvilken side forestillingen befinder sig; de undertryktes.

Tom er siden blevet en art maskot, som vi har haft glæde af i ”Arvegodset” ”Sangen har Vinger” ”Folmer Går til Filmen - og i Biffen”.

BALLETMESTERENS LUNER 2005 og 2006

Ind imellem alt det tændte MM juletræet i byen gennem flere år og hyldede August Bournonville i Chaluphuset i 2005 og 2006. Her dansede vi på vandet og fik kronprinsen og hans kronprinsesse som gæster hvad der jo altid er godt for omtalen.

Forestillingen var en blanding af dans, skuespil og sang og udspiller sig omkring den berømte balletmester der kæmper for at få en ide til sin næste ballet.
Om sommeren bruger han chaluphuset til danseprøver og forsøger her at skabe en ny ballet i rækken af de mange succeser. Men inspirationen udebliver, for den overskygges nemlig af hans forelskelse i solodanserinde Lucille Grahn. Bournonville der er gift og far til syv børn, efterstræber den unge danserinde, som afskyr hans tilnærmelser og driller ham.
Handlingen gav mulighed for at præsentere alle slags danse, fra ballet og capoira og flamenco til hip hop og moderne dans, og ender med, at chaluphusets matroser, hans egen flirt og ikke mindst hans kones klarsyn får ham til at opdage, at han står med alletiders ide. Med et ser han at chaluphuset ved søbredden er som et skib befolket af matroser, at Lucille er som en sydamerikansk skønhed der forfører, og alt hvad der er sket på denne aften, samler sig til balletten ”Fjernt Fra Danmark” – der blev en af Bournonvilles mest populære.

Det var i øvrigt i Chaluphuset at hele ensemblet med et forsvandt! Vi havde generalprøve og alle var i kostumer og skulle fotograferes bagefter. Derfor var de stillet op i en smuk gruppe på scenen, der var sat op hen over vandet. Men da fotografen kiggede i sit kamera og skulle trykke på knappen, var motivet borte. Rummet var tomt og hvor der lige før havde stået tyve mennesker, var der ingen. På en tiendedel sekund! Gulvet var sunket ned og hele ensemblet lå på havets bund. Det vil sige, heldigvis ikke helt nede i vandet, men gulvet var braset sammen, fordi der var vendt op og ned på de spær der bar det. Ingen kom noget til, men alle var rystede, så der blev ingen general prøve, men i stedet pizza og øl til trøst. Dagen efter var alle klar og dansede en flot premiere til de to saksofoner og forestillingen opnåede en belægningsprocent på 99,999.  Det blev til en genopsætning året efter.

ARVEGODSET 2008  Plakat Linda.
”Arvegodset” blev vores største tilløbsstykke med og vi kunne stolt give kommunen deres tilskud tilbage det år. I ”Arvegodset” sendte vi mindst en snes køretøjer ind over scenen, fra mejetærsker over kabinescooter til knallerter, alt sammen fra tiden 58, med Morten Korch og Bill Haley i sød sammenblanding og danskernes næsegruse beundring for USA som omdrejningspunkt.
I forestillingen havde arvingen til godset være en tur i Staterne, og var nu vendt hjem som George Brown, aldeles forført af alt ”from over there”. Det går helt galt omkring høstfesten hvor der skal være bal i laden, og den unge Brown jr. må kureres for sin amerikanitis. Det påtager entertaineren Finn-Ejnar og hans datter Lis sig, og lader ham forelske sig i en særudgave af Marylin Monroe, pines af Mafiaens værste folk, alt imens Superman flyver i luften og Anders And bliver serveret stegt under låget på en russisk sputnik.
Her blev en hel ny garderobe med hundrede kostumer skabt, og masser af kendte slagere fyret af, godt blandt med reklameslogans fra de år efter krigen da biler, køleskabe og Carmen Curlers marcherede frem!

”SANGEN HAR VINGER” 2010
Den gule lade var blevet for dyr at leje, vi ledte efter noget andet og fik kig på teatersalen på Asminderød kro. Inviteret af Kroens forpagter fik vi overladt den gamle scene, som vi istandsatte efter alle kunstens regler. Her kunne Madammen måske i fremtiden råde over den lille scene hun ønskede sig. For første gang et sted at være, at kunne opbevare lys, lyd, kostumer og scenegrej.
Et gigantisk arbejde begyndte, alt det gamle inventar der var tæt stuvet under scenen og aldeles brandfarligt, blev kørt væk på lastbil og trailere. En trappe fra underetagen til scenen blev bygget, teatersalen malet og udstyret, og scenen forsynet med træk, belysning og nyt proscenium, og i underetagen blev der indrettet garderober til de medvirkende. Madammen genskabte med guld, engle og rødt plys det lille teater der tidligere havde været samlingssted i den gamle kro, i det håb at rummet en dag kunne blive vores.

Det blev forestillingen ”Sangen Har Vinger” der genindviede teatret i den fornyede skikkelse. Et musikalsk syngespil hvori vi samlede allehånde sange om kærlighed, nye som gamle! For ganske vist foregik det hele i 1860, men ved hjælp af en magisk drik - et lillafarvet destillat, brygget på skællet heksehat, (latin: singalongus vitalis) - kunne Madam Mangor og hendes mystiske hjælper frk. Mimi vække, ikke kun datidens og fortidens sange til live, men tillige lokke fremtidens toner frem! Elskede arier lige fra operaens storhedstid over ømme viser om kærlighed til The Beatles kunne nydes når Lars Fjeldmose satte sig til det opretstående og operasanger Søren Hossy oplod sin røst og Tom McEwan var på stikkerne.
Men som altid var uheldet ude! Den beundrede operasanger mistede stemmen netop som aftenen skulle begynde! Heldigvis for alle vendte den tilbage ved hjælp af kærlighed og kromandens datter. Alt foregik i et tilsyneladende improviseret stykke meta-teater, der førte de elskende den halve verden rundt. Til lands, til vands og næsten i luften – ja tilmed ud på en øde ø hvor de nær var endt i suppegryden hos kannibalen Ugaduga.
Også publikum kom til de varme lande, for heden i teatersalen var tropisk den sommer. Uanset blæsere og udluftning steg temperaturen til 45 grader i salen. Men succesen var hjemme, den tossede leg med teater, sang og en mystisk eliksir gjorde sin virkning.

”FOLMER GAAR TIL FILMEN” 2012

I 2012 gik Folmer til filmen, og en ny tidsperiode blev bragt i spil. 1920’erne med dens stumfilm, hæsblæsende charleston og jazz der var det nye sort–hvide, dengang.  Folmer går til filmen blev en tour de force tværs gennem gamle filmstumper, filmmusik og egne optagelser skabt på badestrand, i tog, på hesteryg og automobil. Her lykkedes det Madammen at skabe en laterna magika som overraskede folk, og som vi senere har fulgt op på.

I filmens barndom hændte det ind imellem at der gik ild i celluloiden. Det materiale man lavede filmstrimler af, var uhyre brandfarligt, og hvis strimlen standsede ud for pæren, ville billedet blære ud og filmen gå i brand. Det er netop hvad der sker ved en prøve inden premieren på det store kærlighedsdrama på det hvide lærred. Titlen er ”Til Døden Os Skiller” og philmen er en tragisk-romantisk historie optaget i Fredensborg og omegn. I hovedrollerne optræder datiden mest beundrede stjerner og alt er sat op til den store premiereaften da filmen skal præsenteres.

Men hvad gør man når filmen futter af og der kun er stumper tilbage og et premierepublikum er på vej? Det ved Folmer, opvaskeren på kroen. Man blander teater og gamle filmstumper og finder på undervejs! Og det gør de!
Laterna Magika betyder jo egentlig en magisk lampe og ved opfindelsen i 1600 tallet af det første primitive projektionsapparat, tabte alle næse og mund, når de så billederne der blev kastet op på væggen. Men navnet er også blevet betegnelse for den blanding af film og teater som Teatre Laterna Magica i Prag har gjort kendt. En type forestilling hvor skuespiller på scenen går ind og ud af filmen og hvor verden åbner sig med virkelighedens store panorama midt på den lille teaterscene. Hvor skuespillere kan suse afsted i biler, flyve i luften og gå på havet bund. Alt sammen naturligvis ren illusion, men virkningsfuldt og stærkt overraskende. Avisen gav forestillingen seks stjerner ud af fem mulige.

”FOLMER GÅR I BIFFEN” 2015
I 2015 skulle Fredensborg langt om længe have et kulturhus, og hvilket sted var bedre egnet end Gamle Bio. Det blev Madammen der kom til at åbne huset med en komedie om dengang i 1923 da ejeren af hotel Prinsen – kaldet Prinsepeter - byggede sit ”Biographtheater” på Langedam. Forestillingen fra 2012 blev omarbejdet så handlingen udspillede sig den aften Bio skulle vise sin første film. Jeg stjal lystigt fra forfatteren til ”Folmer Går til Filmen” – både af personer og af levende billeder.

I begge Folmer-historier var det kontrasten mellem filmen og teatret, der var omdrejningspunkt, og ikke underligt var det teatret der vandt og reddede den nødstedte film.
Kombinationen af film og teater er exceptionel og fås kun hos MM.

DET ER SOMMER, DET ER SOL, DET ER..2017
Inden Robin Hood kunne gå over de skrå brædder, præsenterede MM sin Kabaret med titlen ”Det er sommer, det er sol, det er” Her opdagede vi, at vi havde ramt noget der virkeligt vakte glæde – ikke mindst hos det publikum der ligesom os selv havde skiftet hårfarve – kombinationen af slagere fra 50’erne og sketchs fra nutiden viste sig at falde i mere end god jord hos publikum. Ikke mindst når de to rapkæftede rengøringskoner Rita og Vita bragte nutidens syrlige drops ind på scenen midt i alt den søde fortid.
Belægningsprocenten var 104. Hvem der har siddet på skødet af hvem ved vi ikke. Men vi havde flere publikummer end pladser. Noget vi vil forsøge at fortsætte med.

ROBIN HOOD 2018 Heidi
Også ”Robin Hood” i 2018 var en laterna magika - både som interaktion og som levende baggrund. Her var det ikke kampen mellem de to kunstarter og det folkelige engagement det handlede om, men derimod naturen og dens mulige overlevelse.
Der er mange forskellige historier om de muntre fredløse i Sherwood. Et gennemgående tema er ”at tage fra de rige og give til de fattige”, og selvom det naturligvis var med i Madammens udgave, så var kampen om hvem naturen tilhører omdrejningspunktet i den Robin vi satte på scenen. Tilhører naturen Prins John og hans tyske riddere eller tilhører den os alle? Svaret blev, at den tilhører ingen, det er os der tilhører den. Vort liv er udsprunget af den, for vi er selv natur. Noget som i vores tid er begyndt at dæmre, nu vi står vi ved en korsvej.

Handlingen i ”Robin” udfoldes over de fire årstider – fra det spæde forår – over sommerens frugtbarhed og efterårets flammer - til vinterens kulde. Her følger vi Robin og Maryann, som skønt de muntre svende én for én falder for de fristelser Prins John kan tilbyde, forbliver tro mod sig selv og deres idealer. Selv da Robin dør.
Men som det også er i naturen, genopstår alting på ny, så hvem ved om ikke et kys fra den elskede kan genopvække den døde?

EN LÆRKE LETTED’

I mellemtiden måtte MM på plejehjem – for at spille vel at mærke, for at trøste og opmuntre de der sidder mest alene.  Året 2020 var mindeværdigt på andre måder end epidemien. Det var 80 år siden landet blev besat og 75 år siden det blev befriet. Sammen med Gamle Bio blev der søgt midler og efter 4 cafe-aftener i Bio, tog Madammens lærker og en pianist afsted til Benediktehjemmet og Lystholm, med et repertoire af PH viser og andre sange fra krigen og besættelsen.

HVEM TA’R SKRALDET 2021
Mellem to kæmpe containere og med en kæmpe bunke skrald som scene at stå på, præsenterede Madammen sine sange og tekster om vores crazy forbrug og alt det affald der kommer ud af det. Her var spillerne i kostumer designet som skraldeposer og op af de små containere hev aftenens konferencier både cd’er, dvd’er, bånd og gamle sager op for at de kunne fortælle historien om alt det der er røget ud – men som kan bruges igen. Her var der både utilslørede advarsler om hvad der sker når klimaet går amok og håb om at fornuften må nå at træde til inden.
Helt aktuelt når vi tænker på vores børn og børnebørn. For hvem skal tage skraldet når det kommer til stykket. Og det gør det.

 

Femten forestillinger er det blevet til siden den første i 1994. Forestillingerne har involveret langt over 1000 mennesker på scenen og bagved, i arbejdsgrupper gennem tiden, på systue, værksteder og i prøvelokaler, cafeer, loppemarkeder, juletræstændinger og alle mulige og umulige steder.

Regner vi ud hvor mange publikummer vi sammenlagt har spillet for, vil jeg tro, at det når op omkring de 50.000. Gennem tiden har vi brugt ca. 6 millioner kroner på teater, og skaffet lige så mange penge gennem tilskud, billetsalg og cafedrift.

MM har haft stor glæde af samarbejdet mellem professionelle og amatører, noget som har været en forudsætning for den kvalitet der gennem tiden har kunnet sikre os tilskud. Vi har haft stor glæde af lokale familier, set deres børn og unge vokse op og en dag stå på scenen, for nogle vedkommende endda med næste generation ved hånden! Vi har set andre blive voksne og gå videre til alt muligt andet – også til professionelt teater. Og vi har måttet se kære spillere gå bort for Madammens tid har indtil nu, strakt sig over en hel generation.